Om projektet

Covid‐19‐pandemien har skabt ødelæggelse og nedbrud verden over. Dansk økonomi er en lille åben økonomi, der er afhængig af internationalt samarbejde og af, at varerne kan flyde frit og uproblematisk globalt. Det gælder både på salgssiden og på forsyningssiden.

Det betyder også, at de fleste af de danske SMV’ers forsyningskæder er globale og kendetegnede ved en høj grad af kompleksitet, lange distancer og mange mellemled. Danske forsyningskæder er derfor særligt sårbare overfor uforudsete hændelser og nedbrud af forskellig art.

En nyere undersøgelse af dansk industri viser yderligere et væsentligt gab mellem den opfattede relevans af supply chain risk management og aktuel implementering (Læs mere her).

Formål

Det er projektets formål at identificere og adressere danske produktions SMV’ers supply chain sårbarheder med henblik på at opbygge en markant større supply chain resilience (SCR) bredt indenfor dette virksomhedssegment.

Målet er at styrke og udvikle smv’ernes resiliens til at kunne håndtere nuværende og fremtidige pandemier som f.eks. COVID-19, men også andre fremtidige forstyrrelser. Sådanne forstyrrelser er f.eks. pandemier som svineinfluenza og SARS, det kan være naturkatastrofer som jordskælv, vulkanudbrud, flodbølger, orkaner og brand som f.eks. i Australien og Californien; det kan være prissvingninger; cyberangreb som da Mærsk blev ramt og mistede overblikket over deres containere; det kan være menneskeskabte katastrofer; handelskonflikter f.eks. mellem USA og Kina og regional ustabilitet.

De deltagende SMV’er bliver styrket gennem tilførsel af viden, kompetencer og værktøjer indenfor resilience i – og risikostyring af forsyningskæder. Derudover vil der, i en bredere forstand, ske udbredelse og tilbud om videnoverførsel og uddannelse fra projektet til de små- og mellemstore danske produktionsvirksomheder i Danmark.